Flerårig broccoli også kendt som "Nine Star Perennial"

10 flerårige køkkenurter for den dovne

Jeg er piv-doven og jo mindre tid jeg bruger på at rode i jord, jo mere har jeg til at drikke kaffe og få gode idéer. Så her får du min liste over 10 flerårige spiselige planter, som vil spare dig for en del sved og frøpenge. Det er nemlig sådan, at planteskolerne ikke er super velvillige til at formidle mange af de flerårige spiselige planter. Det er indlysende, for har vi først flerårig spiselig broccoli i haven, gider vi ikke stå krumbøjede over lange rækker og drøfte kedeligt sædskifte. Og ikke mindst… hvad i al verden skulle vi så købe alle de frø for?

1. Flerårig broccoli

Bladene står sprøde hele vinteren – selv i den fattiggrønne tidlige forårsperiode, kan man høste dem på lige fod med grønkål. What’s not to love? Når du søger efter flerårig broccoli på nettet, hedder den “Nine star perennial”. Den danner små buketter som kan høstes og behandles som broccoli.

2. Flerårig grønkål

Joooh, den er god nok. Den står fin og grøn her midt i marts. Især i milde vintre. Søg under “daubenton kale”. Den flerårige grønkål vil jeg absolut anbefale, at plante forskellige steder i haven, så den ikke bliver ædt af lus. jeg fik bladstiklinger i foråret fra Italien. Det var en sød plantenørd fra en facebookgruppe, som formidlede dem til mig.

3. Gåsefod

Leveringsdygtig i spiseligt grønt og frø. Frøene skulle kunne erstatte quinoa hvis prisniveau butikkerne snart ligner en joke. I naturen kan vi finde den hvidmelede gåsefod og der skulle være rig lejlighed for at høste store mængder af dansk qunioa-erstatning. Søg på “Good King Henry” for frø.

4. Elefanthvidløg

Ikke nok med at de selvfølgelig er flerårige – de er noget nemmere at pille! Jeg har købt mine hos Camilla Plum. Jeg køber altid dansk hvis jeg kan slippe afsted med det.

5. Flerårig porre

Søg efter “perennial leeks” eller “evighedsporre”. De kan også bruges som grønt drys. I samme åndetræt vil jeg også nævne pibeløg/forårsløg. Den har jeg også købt hos Plum og nej, det er ikke reklame, jeg har bare ikke set dem andre steder endnu. Det skal nok komme!

6. Cikorie

Kaffeerstatning, smuk og ikke kun til grøftekanten. Basta!

7. Evighedspinat

Den går ikke i frø første år og er derfor lettere at høste af. Selv om at den kun er toårig, er den alligevel mere medgørlig end almindelig spinat og derfor har den fået en plads i listen. Søg på “Perpetual Spinach”.

8. Sukkerrod

Navnet siger sig selv. Et alternativt og sjældent sødemiddel. Jeg har kun set den hos Plum.

9. Havrerod

Rødderne kan bruges som gulerødder og bladene som en slags flerårig salat.

10. Flerårig rucola

Jeg har hentet salat flere gange – også sidst på vinteren. Når jeg kigger ud på planten nu, er der allerede blade til at nipse af. Som så mange af de flerårige planter, kan de risikere at gå til grunde ved en kold vinter. Så det er en god idé at lade frøene selvså til flere planter. Det er også smart lige at smide et besøg hos havenyt.dk hvis du har spørgsmål. Her er store mængder af dyrknings ekspertise og garvede havebrugere. Måske endda en frøbyttevenlig landsfrænde.

I butikkerne støder vi generelt ind i de samme femogtyve kedelige afgrøder. Gaaab! De fleste kostvejledere – med respekt for sig selv – vil til en hver tid råde os til at spise varieret. Stenaldermanden spiste langt over 150 urter i løbet af et år. Jeg ville gerne bytte mine fattige tarmbakterier med hans! Så hvorfor begrænse sig til det normale? Hvorfor nøjes med gulerødder og pastinakker, når vi også kan ovnbage skorzone-, havre- og mælkebøtterødder i timian? Det kan godt være, at Brugsen forsigtigt disker op med gule beder og andre alternativer, men hvorfor ikke selv komme i gang mens vi venter?

Jeg glæder mig med barnsjubel til at bevæge mig længere ud i den her verden. Livet bliver både lettere og billigere. Camilla Plum har det største udvalg af frø her hjemme, og hun går op i de oprindelige sorter. Fuglebjerggaard som hendes gård hedder, arbejder på en ny flerårig have og hun har en lille og autentisk planteskole hvor hun bruger mange kræfter på at være foran med frø. Derfor er det ingen skam at støtte stedet. Man kan også gå på udkig hos “Brown Envelope Seed” i England, eller hos “Susannes blomster cafe“. Jeg oplevede en fremragende service der og hun sendte endda slik med i frøkuverten. Lov mig at fortælle om eventuelt nye kilder til oprindelige frø.

Jeg har endnu kun fået sået lægestokrosen og bronzefenniklen, og der er mange andre køkkenurter som burde have en plads i min top ti. Men selv lister er jeg for doven til at bruge krudt på. Print den ud og start et nyt liv med fødderne oppe på havebordet og drop al den jord-roderi – det kan grisene gøre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *