En gang veltilberedt læge-kulsukker i rasp - men retten egner sig desværre kun til udvortes brug

Numsekoteletter og farlige opskrifter i gammel litteratur

Fjæsing, grøn fluesvamp eller galnebær. Jeg sætter flaget på halv og får kuldegysninger. Danmark er farlig! Umiddelbart efter indtagelse af få bær eller et stik fra den grimme fisk, kan vi tegne korset på maven. Ved mindre vi kender til fif som at tisse på fjæsingens stik.
Andre og mindre dramatiske urter kan også gøre det af med os. Det foregår blot mere snigende. Sådan er det med læge-kulsukker og andre væmmelige snigerurter og svampe som er angivet som spiselige i vores ældre litteratur.

Vores sankebibliotek er desværre fyldt med velmenene og forældet viden. For eksempel er spiselig stenmorkel dødsensgiftig, men ingen har ændret navnet på den endnu. Det samme gælder almindelig tobak, havebønne, de gulnende champignons og bonderøvens flerårige ærter. De kan også være giftige, men de lyder nærmest hyggelige. Derfor gælder det om vide, spise meget lidt af de nye bekendtskaber og selvfølgelig at tænke selv. Men det kan jo smutte og det gjorde det for mig i dag.

Jeg havde læst om læge-kulsukker tidligere. Der stod noget i retning af “god hvis man har revner i endetarmsåbningen” og “kan lukke sår som ikke vil heale”. Det lød da meget rart og den dag jeg fik et rodskud tænkte jeg halløjsa! Måske et passende pift til hjemmeapoteket.

Læge-kulsukker er giftig. Punktumslut. Men så klog var jeg ikke den gang eller i formiddags for den sags skyld. Solen skinnede og jeg mindedes ankomsten af den majestætiske flerårige urt.

Jeg fik den af en garvet have-ven og han sagde “læge-kulsukker! Den brugte alle munkene i deres haver. Det er en vigtig plante at have”. Den var imponerende med sine gyngende blade og lillablå blomster som bierne kappedes om at dyppe snablen i. Nu skulle den undersøges. Det emmede af biodiversitet og jeg var forelsket. Jeg slog op i “Naturens køkkenhave” som nævenyttigt leverede en opskrift på friturestegte vegetar koteletter. Hmmm.. lækkert. Nemt. Selv dyrkningsguroen John Seymour beskrev den som nyttig gødningsplante og sågar som ekstrakt. Det samme skete da jeg slog op i “Danmarks natur – Vilde planter” hvor den også var beskrevet som lægeplante mod gigt, migræne og mavesår (hvordan kurerer man mavesår udvortes?). “Dyrlæger brugte den også mod lungesygdomme” stod der og en tur på google viste “naturguiden” som også nævnte den som lægeplante.

Nuvel, lægeplante er ikke nødvendigvis spiseplante. Men der stod “vegetarkoteletter” og jeg var sulten og på SU – så den røg på panden.

Jeg nød hver en bid og jeg var dødsensforelsket i min nye storbladede ven, livet så lyst ud – ind til jeg fik set lidt nærmere på googles resultater. Der stod blandt andet at den kun var til udvortes brug. Lidt længere nede stod der noget om at den eventuelt var giftig? Jesus menneske, der røg den kærlighed. Jeg ringede til giftlinjen for at være sikker.
Den venlige kvinde i den anden ende havde heldigvis aldrig hørt om andre idioter der havde indtaget planten, så vi blev enige om at jeg nok ikke døde af den. Men hun var opmærksom og noterede mit personnummer for en sikkerheds skyld.

Et par timer efter ringede min telefon. Jeg stod med røven i vejret og sankede blæretang.
Det var en afbalanceret stemme. Sådan en stemme som kun en overlæge fra Bispebjerg Hospital kan have. Men jeg fik selvfølgelig et kæmpe chok alligevel! Han fortalte mig noget i retning af “kulsukker kan rigtignok bruges til sårhealing og til at lindre gigt. Men planten har vist sig at danne leverskader og kan give leverkræft. Der er ikke noget at være bange for ved sådan en lille dosis, men du skal nok ikke tage mere af den og sørg for at børn i din have ikke spiser af den.”

Han guidede mig til at købe bogen af Per Mølgaards “Giftige Planter”. Hvilket jeg selvfølgelig gør. Lektionen er lært og jeg giver hermed min erfaring videre. Næste gang jeg sanker blæretang har jeg måske kulsukker-koteletter gemt mellem ballerne til forebyggelse af solskader, men jeg spiser dem aldrig mere.

Kontakt til giftlinjen:
Giftlinjen
Bispebjerg Bakke 23
2400 København NV
Telefon: 82 12 12 12

Yderligere detaljer om bogen: Per Mølgaards “Giftige Planter”, Koustrup og CO, ISBN 978-87-93159-02-0

Andre læseværdige links:
Samvirke har beskrevet lidt om fejl i gamle kilder:
Pas på kræftfremkaldende planter i naturen
Den helbredende have skriver:
Kulsukker kan muligvis kurere eksem

Og til sidst et billede af Mr. Kulsukker Musthave som venligt gøder min syren og holder skvalderkål i ave.

Fjæsing, grøn fluesvamp eller galnebær. Jeg sætter flaget på halv og får kuldegysninger. Danmark er farlig! Umiddelbart efter indtagelse af få bær eller et stik fra den grimme fisk, kan vi tegne korset på maven. Ved mindre vi kender til fif som at tisse på fjæsingens stik. Andre og mindre dramatiske urter kan også gøre det af med os. Det foregår blot mere snigende. Sådan er det med læge-kulsukker og andre væmmelige snigerurter og svampe som er angivet som spiselige i vores ældre litteratur. Vores sankebibliotek er desværre fyldt med velmenene og forældet viden. For eksempel er spiselig stenmorkel dødsensgiftig, men ingen har ændret navnet på den endnu. Det samme gælder almindelig tobak, havebønne, de gulnende champignons og bonderøvens flerårige ærter. De kan også være giftige, men de lyder nærmest hyggelige. Derfor gælder det om vide, spise meget lidt af de nye bekendtskaber og selvfølgelig at tænke selv. Men det kan jo smutte og det gjorde det for mig i dag. Jeg havde læst om læge-kulsukker tidligere. Der stod noget i retning af “god hvis man har revner i endetarmsåbningen” og “kan lukke sår som ikke vil heale”. Det lød da meget rart og den dag jeg fik et rodskud tænkte jeg halløjsa! Måske et passende pift til hjemmeapoteket. Læge-kulsukker er giftig. Punktumslut. Men så klog var jeg ikke den gang eller i formiddags for den sags skyld. Solen skinnede og jeg mindedes ankomsten af den majestætiske flerårige urt. Jeg fik den af en garvet have-ven og han sagde “læge-kulsukker! Den brugte alle munkene i deres haver. Det er en vigtig plante at have”. Den var imponerende med sine gyngende blade og lillablå blomster som bierne kappedes om at dyppe snablen i. Nu skulle den undersøges. Det emmede af biodiversitet og jeg var forelsket. Jeg slog op i “Naturens køkkenhave” som nævenyttigt leverede en opskrift på friturestegte vegetar koteletter. Hmmm.. lækkert. Nemt. Selv dyrkningsguroen John Seymour beskrev den som nyttig gødningsplante og sågar som ekstrakt. Det samme skete da jeg slog op i “Danmarks natur – Vilde planter” hvor den også var beskrevet som lægeplante mod gigt, migræne og mavesår (hvordan kurerer man mavesår udvortes?). “Dyrlæger brugte den også mod lungesygdomme” stod der og en tur på google viste “naturguiden” som også nævnte den som lægeplante. Nuvel, lægeplante er ikke nødvendigvis spiseplante. Men der stod “vegetarkoteletter” og jeg var sulten og på SU – så den røg på panden. Jeg nød hver en bid og jeg var dødsensforelsket i min nye storbladede ven, livet så lyst ud – ind til jeg fik set lidt nærmere på googles resultater. Der stod blandt andet at den kun var til udvortes brug. Lidt længere nede stod der noget om at den eventuelt var giftig? Jesus menneske, der røg den kærlighed. Jeg ringede til giftlinjen for at være sikker. Den venlige kvinde i den anden ende havde heldigvis aldrig hørt om andre idioter der havde indtaget planten, så vi blev enige om at jeg nok ikke døde af den. Men hun var opmærksom og noterede mit personnummer for en sikkerheds skyld. Et par timer efter ringede min telefon. Jeg stod med røven i vejret og sankede blæretang. Det var en afbalanceret stemme. Sådan en stemme som kun en overlæge fra Bispebjerg Hospital kan have. Men jeg fik selvfølgelig et kæmpe chok alligevel! Han fortalte mig noget i retning af “kulsukker kan rigtignok bruges til sårhealing og til at lindre gigt. Men planten har vist sig at danne leverskader og kan give leverkræft. Der er ikke noget at være bange for ved sådan en lille dosis, men du skal nok ikke tage mere af den og sørg for at børn i din have ikke spiser af den.” Han guidede mig til at købe bogen af Per Mølgaards “Giftige Planter”. Hvilket jeg selvfølgelig gør. Lektionen er lært og jeg giver hermed min erfaring videre. Næste gang jeg sanker blæretang har jeg måske kulsukker-koteletter gemt mellem ballerne til forebyggelse af solskader, men jeg spiser dem aldrig mere. Kontakt til giftlinjen: Giftlinjen Bispebjerg Bakke 23 2400 København NV Telefon: 82 12 12 12 Yderligere detaljer om bogen: Per Mølgaards “Giftige Planter”, Koustrup og CO, ISBN 978-87-93159-02-0 Andre læseværdige links: Samvirke har beskrevet lidt om fejl i gamle kilder: Pas på kræftfremkaldende planter i naturen Den helbredende have skriver: Kulsukker kan muligvis kurere eksem Og til sidst et billede af Mr. Kulsukker Musthave som venligt gøder min syren og holder skvalderkål i ave.
Lægekulsukker
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/1/6/8/tamaralara.dk/httpd.www/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *