13405652_10154251914293114_930444523_o

Løkkebyvej – dødsløkke eller ægte lykke? (til lokalavisen, men aldrig indsendt)

Da jeg købte Danmarks billigste hus i 2010 tænkte jeg “her kan jeg dyrke min have i fred, få varmen fra brændeovnen og klare min business foran skærmen”.
Langeland var perfekt og ambitionerne var store! Jeg ville sanke det meste til min middagstallerken, jeg ville lære alle urter at kende og starte en selvforsyningsblog med min veninde. Hun var jurist og havde styr på de lidt mere firkantede ting. Ditogmit.dk blev født, et par artikler skrevet og så fes luften langsomt ud af mig. For det var en kæmpe udfordring og slet ikke inspirerende!

Jeg købte økologisk hver gang jeg handlede, jeg undgik med nød og næppe at få pesticider i mig. Rent faktisk så mindskede det mine fødevarintolerancer, hver gang jeg formåede at holde mig på den kemi-frie smalle vej, undgik e-numre, for mange tungmetaller og plastic i en længere periode.

Men suk, mine ellers helt igennem søde naboer bruger alle gift. Måske bliver der fnyst af mine mælkebøtter i indkørslen, måske fnyser jeg over deres ultrapæne perlesten og så er vi i det mindste enige om at fnyse – men rent faktisk ville jeg ønske vi kunne være enige om at holde grundvandet glyphosat-frit. At vi kunne være fælles om at hjælpe den kommende generation til at bøvle med færre hormonforstyrrelser, kognitive vanskeligheder og måske endda abnormale kønsorganer. Næste generation er nemlig ikke genmodificeret som de “afgrøder” der overlever glyphosaten. Sammen med talater, tungmetaller osv. udgør sprøjtemidler den kemiske cocktail som på Miljømedicin (SDU) er bevist skadelige for bl.a. reproduktion og mange andre ting. Nuvel, jeg har ingen planer om at reproducere mig. Men jeg vil gerne have retten til at leve giftfri alligevel.

Når nabobonden hiver den store sprøjte frem, lukker jeg alle lemfældige sprækker i mit gamle hus og løber skrigende væk. Jeg sender min lille køkkenhave en kærlig tanke og håber ikke den vil modtage for meget pesticid over hækken eller via regnen, så jeg fortsat kan være symptomfri.

Jamen så kunne jeg jo sanke! Men næh nej. Svampe i granplantager er også fyldt med sprøjt. De urter man kan nå fra vejkanten har tungmetaller, jægere skælder ud hvis man går på stier der er groet lidt til og hvis man er heldig kan man måske sutte lidt på en udtørret vejbred på toppen af festivalspladsen. Tak skæbne for grøn ø.

Jeg har sådan set været bister og skuffet over forureningen længe nu, ikke personligt på mine naboer – men på den generelle holdning her på øen.

“Jamen så flyt da tilbage til byen” har jeg fået at vide og har skam også overvejet det. Min gamle kolonihave i Odense er da bestemt noget renere!

Men lad os da være enige om at vi alle vil Langeland det bedste? Jeg går ud fra at det sprøjtende folk bare ikke er informeret ordenligt og da slet ikke med den sidste nye viden fra forskningsinstitutterne.

Derfor er det også en stor glæde for mig at der kommer et dynamisk initiativ der tager synergi-effekterne alvorligt. Tak af hjertet… oh lettelse. Måske kan jeg alligevel blive gammel her. Et initiativ der kan brande Langeland til verdens ende. Jeg er edderspændt lykkelig over opstarten af AndelsTanken og overvejer stærkt at blive AndelsBruger. Der er også muligheder for jordejere – man kan måske udleje, forpagte, sælge, omlægge eller selv uddanne sig. Man kan tjene penge på CO2-neutral madproduktion, dyrke skovlandbruget eller plantager med permanente afgrøder. Tænk sig en gang! Det hele hænger sammen. Tak til de velvillige. Til Agnete Fogh, til slotsejeren i Tranekær og de fem øvrige lodsejere der vil være med. Tak til de kommende der tør og dem der allerede gør! Jeg håber det spreder sig til Løkkebyvej hvor jeg vil forsøge at male andet end pessimisme og pesticidedøde hvepse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *