Kategoriarkiv: Chick Lit Survivor Kit

Mikroøkonomi, selvforsyning, sankning, urtehekseri og nul bullshit. Jeg gider ikke spise e-numre mere og jeg vil ikke finde mig i at være tvunget til at spise pesticider og mikroplastik. Følgende indlæg handler om selvforsyning og frigørelse fra en stram tilværelse. Følgende artikler er formuleret med lavt lixtal og på en måde så selv den tørreste konstruktion fremstår “Chick Lit”

Svampe i det tidlige forår

Gyldengrå munkehat dufter og smager vidunderligt.. men skal vi mon sætte tænderne i den?

tlf_0005-700x666

Den står som spiselig i en enkelt af svampebøgerne på hylden og sådan er det af og til. Nogle svampe kræver et større studie i forvekslingsmulighederne, inden vi kan nyde dem kulinarisk. Det bliver mig dog en stor fornøjelse, at give den flotte caffe latte-farvede svamp en chance. Men der er heldigvis andre og meget lettere svampe her i det tidlige forår.

Du kan roligt give dig i kast med judasører. Du kan finde friske udgaver året rundt, især på hyld nær kyststrækningen. Du kan også lægge de udtørrede i blød og hvis de ser fine ud, er de fremragende kogt sammen med quinoa iblandet hård ost og avokado. Judasører er svær at forveksle med andet og den er turen værd, for den er gratis, har en fin konsistens og er fyldt med gode næringstoffer som jern, magnesium, kalium, fosfor, silicium og vitamin B1. Så medens vi venter med længsel på de rigtig sjove forårssvampe, som vårmusseron og de spiselige morkler og elledans-bruskhat, jasså er judasører en kærkommen og lidt klamt udseende ven og et udmærket kosttilskud.

Du kan også være heldig at finde sene eksemplarer af almindelig østershat, gran svovlhat og fløjsfod, eller andre svampe der er angivet som spiselige i visse bøger som f.eks. skællet stilksporesvamp.

floejsfod1Men den vinterlige fløjlsfod kan også dukke op i foråret og den er enormt lækker

Og husk nu at tage på svampeture med de lokale kendere, hav altid flere bøger som kilder og stol aldrig på et enkelt udsagn. Jeg er selv begynder på fjerde år og mine artikler er en opsamling fra bestående litteratur og egne erfaringer. Jeg kan anbefale at bruge fugleognatur.dk hvor de er lynhurtige og søde til at hjælpe dig med at kende dit eksemplar. Og husk at mange svampe faktisk også er fredede, så det er værd at bruge lidt tid på det, inden skovbunden flankeres med kurv og ambitioner. Rigtig god forårssvampetur!

KENDETEGN PÅ GYLDENGRÅ MUNKEHAT
Hat: Ca. 8 – 15 cm, flat puklet, tør og måske lidt fedtet. Muligvis med ombøjet rand. Farven er lysebrun, gråbrun, sådan lidt café latte og med tiden muligvis lidt blegere.
Lameller: Lyse, med alderen rødbrune. Dybt udrandede, brede/middelbrede lamelæg, tætte og fint savtakket. De er lyse med et rødligt, blandet gulligt skær. Sporestøvet er hvidt eller cremefarvet.

svampe_lameltilhaeftning2
Eksempel på svampe lamellers tilhæftning

Stok: Ca. 6 – 15 cm x 0,6 – 1,5 cm. Gulbrun, med lidt hvidt. Sej og fibret, men lidt blødere på midten. Den ender i en lille udvidet basis. Den sidste halvdel af stokken ser ud til at være lidt mørkere, både på mine eksemplarer og når vi ser på billeder af dem fra bøger og godkendte eksemplarer på fugleognatur.dk.
Lugt/smag: Friskt svampet, svag melagtig, lidt parfumeret og behagelig. I Jan Vesterholt’s  “Danmarks Svampe” beskriver han smagen som karkludeagtig. Det er jeg bestemt ikke enig i, men måske han har nogle usædvanligt lækre karklude?
Hvor/hvornår: Den kan i nogle år være ret hyppig og findes fra marts – juni og så igen til oktober – november. Gyldengrå munkehat vokser i flokke ved skove, vejkanter, i haver, parker og på nedfaldne grene.
Forveksling: Pas på! Kan minde om giftig rødblad som dog er sjælden og først skulle dukke op i juni. Den har i øvrigt rødt sporestøv. Du kan også risikere at forveksle med forvildede efterårssvampe, andre munkehatte, måske Sodfarvet Skærmhat og tjah.. som nybegynder kan alt forveksles, så derfor er det bedre at koncentrere sig om de mere sikre, ind til en større svampefortrolighed er opnået. Se evt. min indlæg om den på fugleognatur.dk.

Kyllingekød fra skoven

Yep, den er god nok. Pandestegt med riiiigeligt smør, så smager den faktisk lidt af kylling, eller kalkun om du vil. Og der er riiiigelige mængder hvis man først har fundet den. Svovlporesvamp som den kraftige orange og gule sag hedder, har det med at tage livet af træerne, eller i forvejen døde træer. Den er ikke sjælden, så høst endelig hvis du er så heldig at finde den. Men det er klart at din næste også ville nyde synet af den smukke svamp, så skænk vedkommende en tanke. Min høst på billedet var gemt godt af vejen, men alligevel var der nogle unger der havde ramponeret et ældre stykke af den. Det smed jeg også i kurven. For med riiiiigeligt smør, smager det også okay, så længe man nøjes med det yderste. Hvis konsistensen opfører sig og deler sig som kyllingekød, er det fint. Men bliver det hårdt, er det ikke værd at spise.

aeldre

Svovlporesvamp – et ældre eksemplar ses her foran

Svovlporesvamp også kaldet “Chicken of the wood” er derfor aller bedst hvis kødet stadig er ungt, med runde bløde former. Som sagt – jo ældre, jo mere smør skal der til.

Den er svær at forveksle med andet på grund af dens orange overside og enormt gule underside, men skaf endelig et par svampebøger og lær den at kende. Den kan fremkalde fødevareallergi som al anden føde, derfor skal man selvfølgelig ikke grovspise skovens kylling første gang man møder den. Men hvis jeg tænker mig rigtig godt om og partout skal hitte en forvekslingsmulighed, tjah hmmm… så må det for de helt grønne svampejægere, kunne forveksles med kæmpeporesvamp. Den er mere gråbrun, den sværter, er spiselig og så har man fornøjelsen af at “tygge på viskelæder”. Det er ikke alt spiseligt der tiltaler belønningscenteret.

10665877_10152699646613114_5596426883917754238_n

Kæmpeporesvamp

Svovlporesvamp kommer tidligere på året omkring maj, og kan findes i juni, juli, men har det også med at vise ansigt omkring oktober. Så hold øje på din vej.
Læs mere om kendetegnene og skriv dig bag øret – ingen andre poresvampe er så gule. Den er derfor meget let at kende og kunne gå som “begyndersvamp”. Den er gladest for at vokse på eg, bøg, pil og andre løvfældende træer. Men vær opmærksom på hvor den vokser. For har den sat sig på et giftigt prydtræ – så skal du ikke spise den!

Husk at tilberede den. Som de fleste andre svampe, er den ikke spiselig som rå. Du kan opbevare den ved at skære den i fine strimler og tørre den. Der findes flere måder at gøre det på, men jeg tørrer gerne i flere lag foran brændeovnen. Når “kyllingen” så skal bruges, skal den ligge i blød i ca. 20 minutter og så smager den så fint som var den dugfrisk fra hønsegården.
På billedet herunder kan du ud over de tørrede svampe, også se yngre kødlegemer med de runde bløde former.

toerrede

Svovlporesvamp som tørrede og med friske kødlegemer foran

small

Svovlporesvamp – oversiden er orange og undersiden gul. Klik på billedet for at se det i stort, så er du ikke i tvivl når du ser svampen næste gang

Om at leve på en sten – og spise brændenælder

Jeg er kunstner – ikke at det er lig med at være fattig, men indrømmet jeg er fælt meget med til at trække statistikken i en sur retning (undskyld kunstnerkollegaer).

Det har været et must for mig at bo billigt og skulle arbejde mindst muligt, for at undgå stress og fordybe mig endnu mere i kunsten. Jeg er så kostbevidst så alt helst skal være økologisk… hvilket har bidraget til at mit singlemadbudget har været helt oppe og runde 6000 kr. på en enkelt måned og revet illusionen i stykker om at leve billigt. Christ altså! Men jeg åd også som et svin og købte kosttilskud i den måned. Læs videre Om at leve på en sten – og spise brændenælder

Marcussens Urtethe Nr. 298 – mod nyresten

Tjah.. jeg var i vores lokale hippie-urtebutik og lærte noget nyt i går. Julegaveræs og den slags træder uden besvær i baggrunden når jeg finder noget nyt og spændende.
Men denne gang er det noget gammelt-spændende som jeg ikke vidste en dyt om.

Marcussens universal the har mange søskende. Jeg købte nr. 298 som skulle modvirke nyresten. Ikke at jeg har problemer med nyresten, men jeg var nysgerrig på sammensætningen.
Urterne i posen var:
Birkeblade, sæberod, kokleare, bukkeblade, isop, løvetand, korsknap, egebark, hyben, enebær, pimpinellerod, havrestrå, padderokke og frangulabark.

Mange af urterne kan vi selv skaffe, så derfor er det værd at prøve at samle sin egen urtethe.

Men det er dog praktisk at Marcussens Urtethe har samlet urter til forskellige sygdomme og så bliver det let at lade sig inspirere til at dykke ned i de enkelte urters virkning og lave sin egen specielle blanding, til netop éns eget behov.

Det grønne hjørne som jeg købte theen i, havde et opslagsværk for virkningen af de forskellige theer. Helsenyt har en oversigt over de forskellige theer og virkninger her

Numsekoteletter og farlige opskrifter i gammel litteratur

Fjæsing, grøn fluesvamp eller galnebær. Jeg sætter flaget på halv og får kuldegysninger. Danmark er farlig! Umiddelbart efter indtagelse af få bær eller et stik fra den grimme fisk, kan vi tegne korset på maven. Ved mindre vi kender til fif som at tisse på fjæsingens stik.
Andre og mindre dramatiske urter kan også gøre det af med os. Det foregår blot mere snigende. Sådan er det med læge-kulsukker og andre væmmelige snigerurter og svampe som er angivet som spiselige i vores ældre litteratur.

Vores sankebibliotek er desværre fyldt med velmenene og forældet viden. For eksempel er spiselig stenmorkel dødsensgiftig, men ingen har ændret navnet på den endnu. Det samme gælder almindelig tobak, havebønne, de gulnende champignons og bonderøvens flerårige ærter. De kan også være giftige, men de lyder nærmest hyggelige. Derfor gælder det om vide, spise meget lidt af de nye bekendtskaber og selvfølgelig at tænke selv. Men det kan jo smutte og det gjorde det for mig i dag.

Jeg havde læst om læge-kulsukker tidligere. Der stod noget i retning af “god hvis man har revner i endetarmsåbningen” og “kan lukke sår som ikke vil heale”. Det lød da meget rart og den dag jeg fik et rodskud tænkte jeg halløjsa! Måske et passende pift til hjemmeapoteket.

Læge-kulsukker er giftig. Punktumslut. Men så klog var jeg ikke den gang eller i formiddags for den sags skyld. Solen skinnede og jeg mindedes ankomsten af den majestætiske flerårige urt.

Jeg fik den af en garvet have-ven og han sagde “læge-kulsukker! Den brugte alle munkene i deres haver. Det er en vigtig plante at have”. Den var imponerende med sine gyngende blade og lillablå blomster som bierne kappedes om at dyppe snablen i. Nu skulle den undersøges. Det emmede af biodiversitet og jeg var forelsket. Jeg slog op i “Naturens køkkenhave” som nævenyttigt leverede en opskrift på friturestegte vegetar koteletter. Hmmm.. lækkert. Nemt. Selv dyrkningsguroen John Seymour beskrev den som nyttig gødningsplante og sågar som ekstrakt. Det samme skete da jeg slog op i “Danmarks natur – Vilde planter” hvor den også var beskrevet som lægeplante mod gigt, migræne og mavesår (hvordan kurerer man mavesår udvortes?). “Dyrlæger brugte den også mod lungesygdomme” stod der og en tur på google viste “naturguiden” som også nævnte den som lægeplante.

Nuvel, lægeplante er ikke nødvendigvis spiseplante. Men der stod “vegetarkoteletter” og jeg var sulten og på SU – så den røg på panden.

Jeg nød hver en bid og jeg var dødsensforelsket i min nye storbladede ven, livet så lyst ud – ind til jeg fik set lidt nærmere på googles resultater. Der stod blandt andet at den kun var til udvortes brug. Lidt længere nede stod der noget om at den eventuelt var giftig? Jesus menneske, der røg den kærlighed. Jeg ringede til giftlinjen for at være sikker.
Den venlige kvinde i den anden ende havde heldigvis aldrig hørt om andre idioter der havde indtaget planten, så vi blev enige om at jeg nok ikke døde af den. Men hun var opmærksom og noterede mit personnummer for en sikkerheds skyld.

Et par timer efter ringede min telefon. Jeg stod med røven i vejret og sankede blæretang.
Det var en afbalanceret stemme. Sådan en stemme som kun en overlæge fra Bispebjerg Hospital kan have. Men jeg fik selvfølgelig et kæmpe chok alligevel! Han fortalte mig noget i retning af “kulsukker kan rigtignok bruges til sårhealing og til at lindre gigt. Men planten har vist sig at danne leverskader og kan give leverkræft. Der er ikke noget at være bange for ved sådan en lille dosis, men du skal nok ikke tage mere af den og sørg for at børn i din have ikke spiser af den.”

Han guidede mig til at købe bogen af Per Mølgaards “Giftige Planter”. Hvilket jeg selvfølgelig gør. Lektionen er lært og jeg giver hermed min erfaring videre. Næste gang jeg sanker blæretang har jeg måske kulsukker-koteletter gemt mellem ballerne til forebyggelse af solskader, men jeg spiser dem aldrig mere.

Kontakt til giftlinjen:
Giftlinjen
Bispebjerg Bakke 23
2400 København NV
Telefon: 82 12 12 12

Yderligere detaljer om bogen: Per Mølgaards “Giftige Planter”, Koustrup og CO, ISBN 978-87-93159-02-0

Andre læseværdige links:
Samvirke har beskrevet lidt om fejl i gamle kilder:
Pas på kræftfremkaldende planter i naturen
Den helbredende have skriver:
Kulsukker kan muligvis kurere eksem

Og til sidst et billede af Mr. Kulsukker Musthave som venligt gøder min syren og holder skvalderkål i ave.

Fjæsing, grøn fluesvamp eller galnebær. Jeg sætter flaget på halv og får kuldegysninger. Danmark er farlig! Umiddelbart efter indtagelse af få bær eller et stik fra den grimme fisk, kan vi tegne korset på maven. Ved mindre vi kender til fif som at tisse på fjæsingens stik. Andre og mindre dramatiske urter kan også gøre det af med os. Det foregår blot mere snigende. Sådan er det med læge-kulsukker og andre væmmelige snigerurter og svampe som er angivet som spiselige i vores ældre litteratur. Vores sankebibliotek er desværre fyldt med velmenene og forældet viden. For eksempel er spiselig stenmorkel dødsensgiftig, men ingen har ændret navnet på den endnu. Det samme gælder almindelig tobak, havebønne, de gulnende champignons og bonderøvens flerårige ærter. De kan også være giftige, men de lyder nærmest hyggelige. Derfor gælder det om vide, spise meget lidt af de nye bekendtskaber og selvfølgelig at tænke selv. Men det kan jo smutte og det gjorde det for mig i dag. Jeg havde læst om læge-kulsukker tidligere. Der stod noget i retning af “god hvis man har revner i endetarmsåbningen” og “kan lukke sår som ikke vil heale”. Det lød da meget rart og den dag jeg fik et rodskud tænkte jeg halløjsa! Måske et passende pift til hjemmeapoteket. Læge-kulsukker er giftig. Punktumslut. Men så klog var jeg ikke den gang eller i formiddags for den sags skyld. Solen skinnede og jeg mindedes ankomsten af den majestætiske flerårige urt. Jeg fik den af en garvet have-ven og han sagde “læge-kulsukker! Den brugte alle munkene i deres haver. Det er en vigtig plante at have”. Den var imponerende med sine gyngende blade og lillablå blomster som bierne kappedes om at dyppe snablen i. Nu skulle den undersøges. Det emmede af biodiversitet og jeg var forelsket. Jeg slog op i “Naturens køkkenhave” som nævenyttigt leverede en opskrift på friturestegte vegetar koteletter. Hmmm.. lækkert. Nemt. Selv dyrkningsguroen John Seymour beskrev den som nyttig gødningsplante og sågar som ekstrakt. Det samme skete da jeg slog op i “Danmarks natur – Vilde planter” hvor den også var beskrevet som lægeplante mod gigt, migræne og mavesår (hvordan kurerer man mavesår udvortes?). “Dyrlæger brugte den også mod lungesygdomme” stod der og en tur på google viste “naturguiden” som også nævnte den som lægeplante. Nuvel, lægeplante er ikke nødvendigvis spiseplante. Men der stod “vegetarkoteletter” og jeg var sulten og på SU – så den røg på panden. Jeg nød hver en bid og jeg var dødsensforelsket i min nye storbladede ven, livet så lyst ud – ind til jeg fik set lidt nærmere på googles resultater. Der stod blandt andet at den kun var til udvortes brug. Lidt længere nede stod der noget om at den eventuelt var giftig? Jesus menneske, der røg den kærlighed. Jeg ringede til giftlinjen for at være sikker. Den venlige kvinde i den anden ende havde heldigvis aldrig hørt om andre idioter der havde indtaget planten, så vi blev enige om at jeg nok ikke døde af den. Men hun var opmærksom og noterede mit personnummer for en sikkerheds skyld. Et par timer efter ringede min telefon. Jeg stod med røven i vejret og sankede blæretang. Det var en afbalanceret stemme. Sådan en stemme som kun en overlæge fra Bispebjerg Hospital kan have. Men jeg fik selvfølgelig et kæmpe chok alligevel! Han fortalte mig noget i retning af “kulsukker kan rigtignok bruges til sårhealing og til at lindre gigt. Men planten har vist sig at danne leverskader og kan give leverkræft. Der er ikke noget at være bange for ved sådan en lille dosis, men du skal nok ikke tage mere af den og sørg for at børn i din have ikke spiser af den.” Han guidede mig til at købe bogen af Per Mølgaards “Giftige Planter”. Hvilket jeg selvfølgelig gør. Lektionen er lært og jeg giver hermed min erfaring videre. Næste gang jeg sanker blæretang har jeg måske kulsukker-koteletter gemt mellem ballerne til forebyggelse af solskader, men jeg spiser dem aldrig mere. Kontakt til giftlinjen: Giftlinjen Bispebjerg Bakke 23 2400 København NV Telefon: 82 12 12 12 Yderligere detaljer om bogen: Per Mølgaards “Giftige Planter”, Koustrup og CO, ISBN 978-87-93159-02-0 Andre læseværdige links: Samvirke har beskrevet lidt om fejl i gamle kilder: Pas på kræftfremkaldende planter i naturen Den helbredende have skriver: Kulsukker kan muligvis kurere eksem Og til sidst et billede af Mr. Kulsukker Musthave som venligt gøder min syren og holder skvalderkål i ave.
Lægekulsukker

Den spæde start til flerårige grønkål

I dag er bedre end lønningsdag, juleaften og hele august til sammen – jeg har fået mine flerårig grønkål! Livsmissionen er startet. Det handler om at gøre haven så let som mulig. Få den til at opføre sig som naturens eget spisekammer, mens jeg holder fri til at sanke, lave mad, spise mad, grine.. nyde livet! I min have skal jeg rode så lidt så muligt i jorden. Jeg elsker jord, men jeg tror det er meningen vi skal nappe de urter vi kan i spisehøjde og det vi kan rode op som grise. For så at lade det hele være til næste år, hvor det atter har leveret flittigt og fuldautomatisk i spise- og grisehøjde. På sigt vil jeg aller højest ulejlige haven med porrer, jordskokker og jordbær. Måske andre meget lette sorter. Jordskokker er også flerårige, de skal bare have lidt møj ind i mellem.

Der er mange flerårige spiselige planter at vælge i mellem. Men i denne omgang vil jeg holde mig til Chou Daubenton som min flerårige grønkål hedder. Jeg ville købe den hos Camilla Plum, men hun sælger sideskuddene til efteråret og tålmodighed var ikke højest på listen. Så min nysgerrighed førte mig videre til en gruppe på facebook og her mødte jeg heldigvis en givende italiener, som sendte mig stiklinger af grønkålen.

Told og skat var også begejstrede og havde øjensynligt åbnet pakken for at se de små mistænkelige ruller.

the_arrival_of_daubentonChou Daubenton flerårig grønkål med posten

Hvad de ikke fjernede var de vedhæftede lus, men pyt med det. Nu har jeg vasket dem og stukket dem i forskellige jordtyper, for forhåbentligt at få succes.

Dyrkning

Planten Chou Daubenton bliver til en busk på ca. 100 cm i højde og bredte. Den lever i 5-7 år, så det er en rigtig god idé at stiklingsformere den. Når du står med stiklingerne i foråret, er det en god idé at beskytte dem mod frost. Gerne i fugtige potter i drivhuset. Nogle på facebookforummet snakker også om frøformering, men den skulle være svær at få til at blomstre. Til gengæld bliver den ikke så let forstyrret af skadedyr og sygdomme som sine 2-årige slægtninge. En gang frost skulle efter sigende gøre dem mere søde, men de er på smagshøjde med almindelig grønkål. Choi Daubenton skulle ikke være lige så hastigt groende som almindelig grønkål, men den er værd at overveje, for lykken er friheden til at tænke på andet end sædskifte og kållarver.

Næste stop på plantelisten bliver pibeløg, de er allerede sået nu. Jeg fik frøene fra Camilla Plum, så det er en god gammel sort. Jeg har også overvejet flerårige ærter, men kan forstå på havenyt.dk at den er i familie med guldregn og muligvis giftig.

10 flerårige køkkenurter for den dovne

Jeg er piv-doven og jo mindre tid jeg bruger på at rode i jord, jo mere har jeg til at drikke kaffe og få gode idéer. Så her får du min liste over 10 flerårige spiselige planter, som vil spare dig for en del sved og frøpenge. Det er nemlig sådan, at planteskolerne ikke er super velvillige til at formidle mange af de flerårige spiselige planter. Det er indlysende, for har vi først flerårig spiselig broccoli i haven, gider vi ikke stå krumbøjede over lange rækker og drøfte kedeligt sædskifte. Og ikke mindst… hvad i al verden skulle vi så købe alle de frø for?

1. Flerårig broccoli

Bladene står sprøde hele vinteren – selv i den fattiggrønne tidlige forårsperiode, kan man høste dem på lige fod med grønkål. What’s not to love? Når du søger efter flerårig broccoli på nettet, hedder den “Nine star perennial”. Den danner små buketter som kan høstes og behandles som broccoli.

2. Flerårig grønkål

Joooh, den er god nok. Den står fin og grøn her midt i marts. Især i milde vintre. Søg under “daubenton kale”. Den flerårige grønkål vil jeg absolut anbefale, at plante forskellige steder i haven, så den ikke bliver ædt af lus. jeg fik bladstiklinger i foråret fra Italien. Det var en sød plantenørd fra en facebookgruppe, som formidlede dem til mig.

3. Gåsefod

Leveringsdygtig i spiseligt grønt og frø. Frøene skulle kunne erstatte quinoa hvis prisniveau butikkerne snart ligner en joke. I naturen kan vi finde den hvidmelede gåsefod og der skulle være rig lejlighed for at høste store mængder af dansk qunioa-erstatning. Søg på “Good King Henry” for frø.

4. Elefanthvidløg

Ikke nok med at de selvfølgelig er flerårige – de er noget nemmere at pille! Jeg har købt mine hos Camilla Plum. Jeg køber altid dansk hvis jeg kan slippe afsted med det.

5. Flerårig porre

Søg efter “perennial leeks” eller “evighedsporre”. De kan også bruges som grønt drys. I samme åndetræt vil jeg også nævne pibeløg/forårsløg. Den har jeg også købt hos Plum og nej, det er ikke reklame, jeg har bare ikke set dem andre steder endnu. Det skal nok komme!

6. Cikorie

Kaffeerstatning, smuk og ikke kun til grøftekanten. Basta!

7. Evighedspinat

Den går ikke i frø første år og er derfor lettere at høste af. Selv om at den kun er toårig, er den alligevel mere medgørlig end almindelig spinat og derfor har den fået en plads i listen. Søg på “Perpetual Spinach”.

8. Sukkerrod

Navnet siger sig selv. Et alternativt og sjældent sødemiddel. Jeg har kun set den hos Plum.

9. Havrerod

Rødderne kan bruges som gulerødder og bladene som en slags flerårig salat.

10. Flerårig rucola

Jeg har hentet salat flere gange – også sidst på vinteren. Når jeg kigger ud på planten nu, er der allerede blade til at nipse af. Som så mange af de flerårige planter, kan de risikere at gå til grunde ved en kold vinter. Så det er en god idé at lade frøene selvså til flere planter. Det er også smart lige at smide et besøg hos havenyt.dk hvis du har spørgsmål. Her er store mængder af dyrknings ekspertise og garvede havebrugere. Måske endda en frøbyttevenlig landsfrænde.

I butikkerne støder vi generelt ind i de samme femogtyve kedelige afgrøder. Gaaab! De fleste kostvejledere – med respekt for sig selv – vil til en hver tid råde os til at spise varieret. Stenaldermanden spiste langt over 150 urter i løbet af et år. Jeg ville gerne bytte mine fattige tarmbakterier med hans! Så hvorfor begrænse sig til det normale? Hvorfor nøjes med gulerødder og pastinakker, når vi også kan ovnbage skorzone-, havre- og mælkebøtterødder i timian? Det kan godt være, at Brugsen forsigtigt disker op med gule beder og andre alternativer, men hvorfor ikke selv komme i gang mens vi venter?

Jeg glæder mig med barnsjubel til at bevæge mig længere ud i den her verden. Livet bliver både lettere og billigere. Camilla Plum har det største udvalg af frø her hjemme, og hun går op i de oprindelige sorter. Fuglebjerggaard som hendes gård hedder, arbejder på en ny flerårig have og hun har en lille og autentisk planteskole hvor hun bruger mange kræfter på at være foran med frø. Derfor er det ingen skam at støtte stedet. Man kan også gå på udkig hos “Brown Envelope Seed” i England, eller hos “Susannes blomster cafe“. Jeg oplevede en fremragende service der og hun sendte endda slik med i frøkuverten. Lov mig at fortælle om eventuelt nye kilder til oprindelige frø.

Jeg har endnu kun fået sået lægestokrosen og bronzefenniklen, og der er mange andre køkkenurter som burde have en plads i min top ti. Men selv lister er jeg for doven til at bruge krudt på. Print den ud og start et nyt liv med fødderne oppe på havebordet og drop al den jord-roderi – det kan grisene gøre.

Maki ruller med judasører

Det er faktisk muligt at nørde en lidt sundere udgave af en norirulle sammen. Her får du mit bud.

Du skal bruge:
Nori
Judasører (for konsistens og gode mineraler)
Quinoa
Mandler
Soltørrede tomater
Olivenolie
Hvidløg
Purløg
Æblecidereddike
Ahornsirup
Vaniljepulver
Sesamfrø
Salt og peber

Fremgangsmetode
(1) Kog quinoa og judasører i saltet vand.
(2) Mens det køler, laver du en nøddepesto af lige dele blendede mandler og soltørrede tomater. Smid olivenolie, hvidløg, salt og peber i efter smag og konsistens.
(3) Når quinoablandingen er afkølet skal du smage det til med ahornsirup, æblecidereddike og vanilje.
(4) Læg blandingen på noripladen, smør den ud i et tyndt lag og giv den efterfølgende en tyk streg med nøddepestoen.
(5) Giv pladen et let strøg med sesamkerner og klip så purløgene over.. brug riiiigeligt.

Det er østershattetid

Det ville være synd og fjollet at brænde et stykke træ hvor der vokser almindelig østershat, den er nemlig flerårig og kommer igen. Tilberedt på panden med smør og krydderier, kan den være et lækkert og gratis substitut for kød.

Østershatte findes fra septemper til april, men højsæsonen er november, især december og januar. Dens overside er grå og undersiden hvid med lameller. Østershat dufter lifligt, syrligt og lidt som lakrids. Men lad endelig være med at indånde sporene da de kan give problemer i lungerne. Derfor skal de også opbevares ude. En anden slagside ved østershatte er at de, lige som særlige typer champignoner også kan ophobe tungmetaller. Derfor siges det at vi max må indtage fire måltider om året med disse type svampe. Det er meget fint med de anvisninger, men selvsamme løftede pegefinger står ikke på en dåse tun, på trods af at den også indeholder tungmetaller.

Så tjah.. jeg spiser glædeligt østershat flere gange om måneden og lader mig ikke tryne af offentlige og evigt foranderlige kostråd.

Hvad der også er foranderligt er skælhatten. Den har også sæson nu og kan også spises. Men modsat østershatten, kan den let forveksles med dødelige svampe.

Derfor vil jeg anbefale at gribe nissehuen og gå på østershattejagt lige nu. Den er let at kende og hvis skovejere skulle være så heldige at finde den på en stak brænde, så gem endelig stykket. Det kan give svampe igen til næste år og måske et par år frem.

Mælkefri yoghurt

Sankemad er det måske ikke, men nemt og sundere end så meget andet. Morgenmad behøver ikke være svært og kedelig.
Her er en lækker snyde yoghurt helt uden mælkeprodukter og så tager det kun 10 minutter!

Til 2 personer

2 modne bananer
1 dåse øko kokosmælk
3 avokadoer
2 tsk. mandelessens eller anden essens efter smag
½ tsk. fint havsalt
2 tsk. ahornsirup

Blendes og køles – og så er “yoghurten” klar.

Jeg har valgt at toppe min med granatæble og smørristede mandler.. mums!

Opskriften er en variant inspireret fra bogen “Stenalderkost” af Diane Sanfilippo

Jordskokken – en kærlig og festlig fyr

Jeg smider mig på knæ og begynder kærlighedshymnen… Oh elskede jordskokker – indeholder C og K-vitamin, lettere at dyrke end skvalderkål, smager som sprøde kastanjer på en frisk oktobermorgen. Men hvad gør I ved mig?

jordskok_fugtig-300x134Jordskokker holder sig godt i fugtige omgivelser. Foto T.L. Furrer

Mine tarme er til party

Der er kryds i kalenderen, håret er sat og jeg skal mødes med alle mine smukke og succesfulde venner der med garanti har lovende netværksforbindelser med sig. Men det går bare ikke.

Jeg har nemlig prutmave! Og den er ikke bare sådan bønne-agtig… nej, den er konstant og højlydt.
Det er fordi jeg kom til at lave mig en stor portion af mit elskede jordskokkemos i går. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Knoldene smager himmelsk rå, kogt med persille, bagt med ghee, som mos, puré, som chips… som alting.

I med- og modvind

Men den kan også noget andet. Hvis dine tarme ikke har en bakterieflora der sparker, ja… røv, så vil jordskokkerne lynhurtigt afsløre det og give en håndsrækning.  Jordskokken er nemlig ren kærlighed for tarmen og hjælper fordøjelsen. Der er inulin i jordskokken som gør at vi ikke for problemer med blodsukkeret og diabetikere kan få stor glæde af den. Men inulinen har åbenbart også den egenskab at vi kommer til at prutte.

Den gærer og fremmer bakteriekulturen, så det kan høres og er man lidt lystig, kan man med fordel spise godt med jordskokker dagen inden man vil underholde til en fest.
Nu er jeg ikke typen der ønsker at underholde PÅ DEN MÅDE og jeg må straks gå i dialog med min nye store kærlighed, om hvor meget og hvor lidt. Men jeg kan da trøste mig med, at de ikke lugter og så lade som om at jeg er begyndt at ryge når jeg lister ud.

Der er trods alt mere acceptabelt at gå ud og ryge end at tale om ægteskabsproblemer, eller at stå og prutte.

————————————————–

Kilder:
fooduniverse.dk
food.au.dk

Honningsvamp – en overdådig høst

Hvert efterår når jeg render ind i dem, tænker jeg forsyningstanker af den helt store grad. Hvis jeg høstede hvad jeg så, ville jeg kunne beklæde en tredjedel af min tallerken, det næste halve år. Også selv om at de svinder urimeligt meget ind på panden.

Der findes fem arter af honningsvamp og en af vores største svampeguroer ville kun sætte tænderne i den ene type. Nemlig ægte honningsvamp (den på billedet).

Ægte honningsvamp har grøngullige hathud. Ellers kan honningsvampene næsten kun kendes fra hinanden med microskop. Resten af svampebøgerne siger ukritisk at de spises med velbehag. Men pas på, hvad der før i tiden kunne blive kaldt allergiske reaktioner, kunne have været forgiftningstilfælde,

 

da den femte honningsvamp ikke har været studeret og er relativ ny. Jeg har dog ikke været for nervøs.. de har trods alt været spist i evindelige tider og kan man tåle lidt, tåler man gerne de efterfølgende portioner. Når blot de er tilberedt ordenligt. Som rå skulle de nemlig kunne frembringe en gedigen mavepine, så lad endelig være med det.

Men ud over mavepinen kan de også fascinere. Det er simpelthen den største biologiske organisme der findes på kloden. End ikke en blåhval kan måle sig med honningsvampens mycelium. Et andet mysterium er at forskere har fundet ud af at honningsvampen kan fremkalde allergiske reaktioner.

honningsvampe har nogle af de samme kendetegn som slørhatte (slør) og fluesvampe (hvide lameller og ring). Derfor er det bestemt ikke en begyndersvamp. Det er også en rigtig god idé at lære randbæltet hjelmhat at kende. Den er nemlig temmelig giftig og en ikke-kyndig svampejæger kunne forveksle disse to. De kan også forveksles med krumskællet skælhat som er ret bitre.

Honningsvampe er seje, men giver en gudelækker bouillon, der kan pifte alverdens sovse op, eller retter der kan spises som suppe. Ellers skal de tilberedes som andre fastkødede svampe.