Kategoriarkiv: Svampe

Svampe i det tidlige forår

Gyldengrå munkehat dufter og smager vidunderligt.. men skal vi mon sætte tænderne i den?

tlf_0005-700x666

Den står som spiselig i en enkelt af svampebøgerne på hylden og sådan er det af og til. Nogle svampe kræver et større studie i forvekslingsmulighederne, inden vi kan nyde dem kulinarisk. Det bliver mig dog en stor fornøjelse, at give den flotte caffe latte-farvede svamp en chance. Men der er heldigvis andre og meget lettere svampe her i det tidlige forår.

Du kan roligt give dig i kast med judasører. Du kan finde friske udgaver året rundt, især på hyld nær kyststrækningen. Du kan også lægge de udtørrede i blød og hvis de ser fine ud, er de fremragende kogt sammen med quinoa iblandet hård ost og avokado. Judasører er svær at forveksle med andet og den er turen værd, for den er gratis, har en fin konsistens og er fyldt med gode næringstoffer som jern, magnesium, kalium, fosfor, silicium og vitamin B1. Så medens vi venter med længsel på de rigtig sjove forårssvampe, som vårmusseron og de spiselige morkler og elledans-bruskhat, jasså er judasører en kærkommen og lidt klamt udseende ven og et udmærket kosttilskud.

Du kan også være heldig at finde sene eksemplarer af almindelig østershat, gran svovlhat og fløjsfod, eller andre svampe der er angivet som spiselige i visse bøger som f.eks. skællet stilksporesvamp.

floejsfod1Men den vinterlige fløjlsfod kan også dukke op i foråret og den er enormt lækker

Og husk nu at tage på svampeture med de lokale kendere, hav altid flere bøger som kilder og stol aldrig på et enkelt udsagn. Jeg er selv begynder på fjerde år og mine artikler er en opsamling fra bestående litteratur og egne erfaringer. Jeg kan anbefale at bruge fugleognatur.dk hvor de er lynhurtige og søde til at hjælpe dig med at kende dit eksemplar. Og husk at mange svampe faktisk også er fredede, så det er værd at bruge lidt tid på det, inden skovbunden flankeres med kurv og ambitioner. Rigtig god forårssvampetur!

KENDETEGN PÅ GYLDENGRÅ MUNKEHAT
Hat: Ca. 8 – 15 cm, flat puklet, tør og måske lidt fedtet. Muligvis med ombøjet rand. Farven er lysebrun, gråbrun, sådan lidt café latte og med tiden muligvis lidt blegere.
Lameller: Lyse, med alderen rødbrune. Dybt udrandede, brede/middelbrede lamelæg, tætte og fint savtakket. De er lyse med et rødligt, blandet gulligt skær. Sporestøvet er hvidt eller cremefarvet.

svampe_lameltilhaeftning2
Eksempel på svampe lamellers tilhæftning

Stok: Ca. 6 – 15 cm x 0,6 – 1,5 cm. Gulbrun, med lidt hvidt. Sej og fibret, men lidt blødere på midten. Den ender i en lille udvidet basis. Den sidste halvdel af stokken ser ud til at være lidt mørkere, både på mine eksemplarer og når vi ser på billeder af dem fra bøger og godkendte eksemplarer på fugleognatur.dk.
Lugt/smag: Friskt svampet, svag melagtig, lidt parfumeret og behagelig. I Jan Vesterholt’s  “Danmarks Svampe” beskriver han smagen som karkludeagtig. Det er jeg bestemt ikke enig i, men måske han har nogle usædvanligt lækre karklude?
Hvor/hvornår: Den kan i nogle år være ret hyppig og findes fra marts – juni og så igen til oktober – november. Gyldengrå munkehat vokser i flokke ved skove, vejkanter, i haver, parker og på nedfaldne grene.
Forveksling: Pas på! Kan minde om giftig rødblad som dog er sjælden og først skulle dukke op i juni. Den har i øvrigt rødt sporestøv. Du kan også risikere at forveksle med forvildede efterårssvampe, andre munkehatte, måske Sodfarvet Skærmhat og tjah.. som nybegynder kan alt forveksles, så derfor er det bedre at koncentrere sig om de mere sikre, ind til en større svampefortrolighed er opnået. Se evt. min indlæg om den på fugleognatur.dk.

Kyllingekød fra skoven

Yep, den er god nok. Pandestegt med riiiigeligt smør, så smager den faktisk lidt af kylling, eller kalkun om du vil. Og der er riiiigelige mængder hvis man først har fundet den. Svovlporesvamp som den kraftige orange og gule sag hedder, har det med at tage livet af træerne, eller i forvejen døde træer. Den er ikke sjælden, så høst endelig hvis du er så heldig at finde den. Men det er klart at din næste også ville nyde synet af den smukke svamp, så skænk vedkommende en tanke. Min høst på billedet var gemt godt af vejen, men alligevel var der nogle unger der havde ramponeret et ældre stykke af den. Det smed jeg også i kurven. For med riiiiigeligt smør, smager det også okay, så længe man nøjes med det yderste. Hvis konsistensen opfører sig og deler sig som kyllingekød, er det fint. Men bliver det hårdt, er det ikke værd at spise.

aeldre

Svovlporesvamp – et ældre eksemplar ses her foran

Svovlporesvamp også kaldet “Chicken of the wood” er derfor aller bedst hvis kødet stadig er ungt, med runde bløde former. Som sagt – jo ældre, jo mere smør skal der til.

Den er svær at forveksle med andet på grund af dens orange overside og enormt gule underside, men skaf endelig et par svampebøger og lær den at kende. Den kan fremkalde fødevareallergi som al anden føde, derfor skal man selvfølgelig ikke grovspise skovens kylling første gang man møder den. Men hvis jeg tænker mig rigtig godt om og partout skal hitte en forvekslingsmulighed, tjah hmmm… så må det for de helt grønne svampejægere, kunne forveksles med kæmpeporesvamp. Den er mere gråbrun, den sværter, er spiselig og så har man fornøjelsen af at “tygge på viskelæder”. Det er ikke alt spiseligt der tiltaler belønningscenteret.

10665877_10152699646613114_5596426883917754238_n

Kæmpeporesvamp

Svovlporesvamp kommer tidligere på året omkring maj, og kan findes i juni, juli, men har det også med at vise ansigt omkring oktober. Så hold øje på din vej.
Læs mere om kendetegnene og skriv dig bag øret – ingen andre poresvampe er så gule. Den er derfor meget let at kende og kunne gå som “begyndersvamp”. Den er gladest for at vokse på eg, bøg, pil og andre løvfældende træer. Men vær opmærksom på hvor den vokser. For har den sat sig på et giftigt prydtræ – så skal du ikke spise den!

Husk at tilberede den. Som de fleste andre svampe, er den ikke spiselig som rå. Du kan opbevare den ved at skære den i fine strimler og tørre den. Der findes flere måder at gøre det på, men jeg tørrer gerne i flere lag foran brændeovnen. Når “kyllingen” så skal bruges, skal den ligge i blød i ca. 20 minutter og så smager den så fint som var den dugfrisk fra hønsegården.
På billedet herunder kan du ud over de tørrede svampe, også se yngre kødlegemer med de runde bløde former.

toerrede

Svovlporesvamp som tørrede og med friske kødlegemer foran

small

Svovlporesvamp – oversiden er orange og undersiden gul. Klik på billedet for at se det i stort, så er du ikke i tvivl når du ser svampen næste gang

Det er østershattetid

Det ville være synd og fjollet at brænde et stykke træ hvor der vokser almindelig østershat, den er nemlig flerårig og kommer igen. Tilberedt på panden med smør og krydderier, kan den være et lækkert og gratis substitut for kød.

Østershatte findes fra septemper til april, men højsæsonen er november, især december og januar. Dens overside er grå og undersiden hvid med lameller. Østershat dufter lifligt, syrligt og lidt som lakrids. Men lad endelig være med at indånde sporene da de kan give problemer i lungerne. Derfor skal de også opbevares ude. En anden slagside ved østershatte er at de, lige som særlige typer champignoner også kan ophobe tungmetaller. Derfor siges det at vi max må indtage fire måltider om året med disse type svampe. Det er meget fint med de anvisninger, men selvsamme løftede pegefinger står ikke på en dåse tun, på trods af at den også indeholder tungmetaller.

Så tjah.. jeg spiser glædeligt østershat flere gange om måneden og lader mig ikke tryne af offentlige og evigt foranderlige kostråd.

Hvad der også er foranderligt er skælhatten. Den har også sæson nu og kan også spises. Men modsat østershatten, kan den let forveksles med dødelige svampe.

Derfor vil jeg anbefale at gribe nissehuen og gå på østershattejagt lige nu. Den er let at kende og hvis skovejere skulle være så heldige at finde den på en stak brænde, så gem endelig stykket. Det kan give svampe igen til næste år og måske et par år frem.

Honningsvamp – en overdådig høst

Hvert efterår når jeg render ind i dem, tænker jeg forsyningstanker af den helt store grad. Hvis jeg høstede hvad jeg så, ville jeg kunne beklæde en tredjedel af min tallerken, det næste halve år. Også selv om at de svinder urimeligt meget ind på panden.

Der findes fem arter af honningsvamp og en af vores største svampeguroer ville kun sætte tænderne i den ene type. Nemlig ægte honningsvamp (den på billedet).

Ægte honningsvamp har grøngullige hathud. Ellers kan honningsvampene næsten kun kendes fra hinanden med microskop. Resten af svampebøgerne siger ukritisk at de spises med velbehag. Men pas på, hvad der før i tiden kunne blive kaldt allergiske reaktioner, kunne have været forgiftningstilfælde,

 

da den femte honningsvamp ikke har været studeret og er relativ ny. Jeg har dog ikke været for nervøs.. de har trods alt været spist i evindelige tider og kan man tåle lidt, tåler man gerne de efterfølgende portioner. Når blot de er tilberedt ordenligt. Som rå skulle de nemlig kunne frembringe en gedigen mavepine, så lad endelig være med det.

Men ud over mavepinen kan de også fascinere. Det er simpelthen den største biologiske organisme der findes på kloden. End ikke en blåhval kan måle sig med honningsvampens mycelium. Et andet mysterium er at forskere har fundet ud af at honningsvampen kan fremkalde allergiske reaktioner.

honningsvampe har nogle af de samme kendetegn som slørhatte (slør) og fluesvampe (hvide lameller og ring). Derfor er det bestemt ikke en begyndersvamp. Det er også en rigtig god idé at lære randbæltet hjelmhat at kende. Den er nemlig temmelig giftig og en ikke-kyndig svampejæger kunne forveksle disse to. De kan også forveksles med krumskællet skælhat som er ret bitre.

Honningsvampe er seje, men giver en gudelækker bouillon, der kan pifte alverdens sovse op, eller retter der kan spises som suppe. Ellers skal de tilberedes som andre fastkødede svampe.