Tag-arkiv: maleri

Nyt kunstnersamarbejde “Odd Fish”

Jeg har begået et kunstnersamarbejde med en fotograf. Samarbejdet hedder “Odd Fish”. Her fusionerer vi maleri og foto. Billedet hedder “Rainbow Warrior” inspireret af det krigsskib som Green Peace købte i 1987 da jeg var 7 år gammel. Fra Green Peace’s hjemmeside:

Skibets navn har hentet inspiration fra en Nordamerikansk indiansk profeti, der fortæller om et komme, hvor menneskelig grådighed vil gøre jorden syg, og en mytisk flok krigere vil nedstige fra en regnbue og redde jorden.

Man kan erhverve sig et print for 350 kr. Man må også gerne dele Tak

rainbow-warrior_web

Løkkebyvej – dødsløkke eller ægte lykke? (til lokalavisen, men aldrig indsendt)

Da jeg købte Danmarks billigste hus i 2010 tænkte jeg “her kan jeg dyrke min have i fred, få varmen fra brændeovnen og klare min business foran skærmen”.
Langeland var perfekt og ambitionerne var store! Jeg ville sanke det meste til min middagstallerken, jeg ville lære alle urter at kende og starte en selvforsyningsblog med min veninde. Hun var jurist og havde styr på de lidt mere firkantede ting. Ditogmit.dk blev født, et par artikler skrevet og så fes luften langsomt ud af mig. For det var en kæmpe udfordring og slet ikke inspirerende!

Jeg købte økologisk hver gang jeg handlede, jeg undgik med nød og næppe at få pesticider i mig. Rent faktisk så mindskede det mine fødevarintolerancer, hver gang jeg formåede at holde mig på den kemi-frie smalle vej, undgik e-numre, for mange tungmetaller og plastic i en længere periode.

Men suk, mine ellers helt igennem søde naboer bruger alle gift. Måske bliver der fnyst af mine mælkebøtter i indkørslen, måske fnyser jeg over deres ultrapæne perlesten og så er vi i det mindste enige om at fnyse – men rent faktisk ville jeg ønske vi kunne være enige om at holde grundvandet glyphosat-frit. At vi kunne være fælles om at hjælpe den kommende generation til at bøvle med færre hormonforstyrrelser, kognitive vanskeligheder og måske endda abnormale kønsorganer. Næste generation er nemlig ikke genmodificeret som de “afgrøder” der overlever glyphosaten. Sammen med talater, tungmetaller osv. udgør sprøjtemidler den kemiske cocktail som på Miljømedicin (SDU) er bevist skadelige for bl.a. reproduktion og mange andre ting. Nuvel, jeg har ingen planer om at reproducere mig. Men jeg vil gerne have retten til at leve giftfri alligevel.

Når nabobonden hiver den store sprøjte frem, lukker jeg alle lemfældige sprækker i mit gamle hus og løber skrigende væk. Jeg sender min lille køkkenhave en kærlig tanke og håber ikke den vil modtage for meget pesticid over hækken eller via regnen, så jeg fortsat kan være symptomfri.

Jamen så kunne jeg jo sanke! Men næh nej. Svampe i granplantager er også fyldt med sprøjt. De urter man kan nå fra vejkanten har tungmetaller, jægere skælder ud hvis man går på stier der er groet lidt til og hvis man er heldig kan man måske sutte lidt på en udtørret vejbred på toppen af festivalspladsen. Tak skæbne for grøn ø.

Jeg har sådan set været bister og skuffet over forureningen længe nu, ikke personligt på mine naboer – men på den generelle holdning her på øen.

“Jamen så flyt da tilbage til byen” har jeg fået at vide og har skam også overvejet det. Min gamle kolonihave i Odense er da bestemt noget renere!

Men lad os da være enige om at vi alle vil Langeland det bedste? Jeg går ud fra at det sprøjtende folk bare ikke er informeret ordenligt og da slet ikke med den sidste nye viden fra forskningsinstitutterne.

Derfor er det også en stor glæde for mig at der kommer et dynamisk initiativ der tager synergi-effekterne alvorligt. Tak af hjertet… oh lettelse. Måske kan jeg alligevel blive gammel her. Et initiativ der kan brande Langeland til verdens ende. Jeg er edderspændt lykkelig over opstarten af AndelsTanken og overvejer stærkt at blive AndelsBruger. Der er også muligheder for jordejere – man kan måske udleje, forpagte, sælge, omlægge eller selv uddanne sig. Man kan tjene penge på CO2-neutral madproduktion, dyrke skovlandbruget eller plantager med permanente afgrøder. Tænk sig en gang! Det hele hænger sammen. Tak til de velvillige. Til Agnete Fogh, til slotsejeren i Tranekær og de fem øvrige lodsejere der vil være med. Tak til de kommende der tør og dem der allerede gør! Jeg håber det spreder sig til Løkkebyvej hvor jeg vil forsøge at male andet end pessimisme og pesticidedøde hvepse.

Tag noget medicin kunstner

I 2012 var der en psykiater fra Faaborg der ville tvinge mig til at spise ADHD-medicin. Jeg nægtede heldigvis da indlægsedlen sagde “ikke spise hvis du har symptomer som hjertebanken, brystsmerter, svimmelhed osv.” Jeg var meget bange. Men det var der ingen ørenlyd for og jeg mistede sygedagpengene i de tre måneder af mit liv, hvor jeg havde aller mest brug for hjælp.

Jeg havde ikke noget levegrundlag, kunne ikke snakke i telefon med kunderne og min mor måtte tage hele læsset med at fodre på mig, holde om og værne om mig, når panikanfaldene raste og blæste al liv og rationalitet ad helvedes til. Angsten kom som et lyn og jeg var invalideret. Jeg var bange for at blive skør. Jeg kunne ikke arbejde, male, gå i Netto og gemte mig under bordet når telefonen ringede.

Jobcenteret tvangsindkaldte mig til møde i en stor sal med mange mennesker og jeg fik et panikanfald midt i det hele. Oplevelsen forværrede tilstanden markant.
Jeg havde aldrig været sygemeldt før, men altid været en del af den stolte arbejdsstyrke og nu stod jeg der uden rygrad og var mindre end et “tilfælde”. Jeg ville bare forsvinde.

Snotbeholder uden styrke
I det efterfølgende år lignede jeg et ynkeligt spøgelse med kronisk gråd og ondt i brystet. Ingen måtte se mit opløste ansigt som var omdøbt til uduelig snotbeholder uden funktion. En eftermiddag fandt jeg mig selv ved siden af sengen med sovende ekstremiteter, svigtende syn og hørelse. Jeg var besvimet fordi det havde banket på døren og den oplevelse gav mig krafterne til at ville ud af det psykiske fængsel. Jeg fandt kognitive skemaer og dyrkede samtaler med andre angst-ramte over nettet. Det gjorde mig langsomt men sikkert stærkere og sammen med en velvalgt kost blev jeg modig nok til at starte det angst-konfronterende arbejde.

Jeg planlagde at tage til generalforsamling i Tullebølle Fritidspark. Det var første skridt ud i “større forsamlinger”. Jeg interesserede mig faktisk ikke en skid, men en lille gruppe fremmede mennesker var en tilpas udfordring – og de tog godt i mod mig. I dag har jeg genoprettet mit tidligere mod. Jeg har fløjet fire gange på en måned, redet, været ved lægen, tandlægen, dated en fremmed, sat grænser, råbt op, skiftet branche og været til festival og familiekomsammen. Nu mangler jeg bare at holde et pinligt foredrag for at overbevise mig selv om, at jeg godt kan tåle at blive til grin og at jeg har genvundet magten i mit eget liv.

Lyt til Peter Gøtzsche
Skrevet i det lidt koldere samfundsøkonomiske perspektiv, så ville vi have sparet et halvt års ekstra sygedagpenge for mit vedkommende og sikkert mere til, fordi jeg med psykiaterens behandling blev sendt direkte ind i et chok og tre måneder uden sygedagpenge.

Det skete da jeg bad om kognitiv terapi i stedet for medicin som udvej og hun blev vred. Jeg modreagerede med gråd og frustration og var rædselslagen for at miste sygedagpengene. Hun truede med at få mig indlagt og jeg tav klogeligt mens billederne af elektrochok florerede i mit skræmte indre – så hellere sulte.

Jeg håber Peter Gøtzsche vil gøre en stor forskel med sin nye bog. Jeg håber dem af jer som enten også har været syg, er syg eller har en pårørende, vil give Peter Gøtzsche medvind i form af opmærksomhed, likes og deltagelse i debatter. Ja måske er han unuanceret i kliniske forstand – og hvad ved jeg i øvrigt om det som lægmand. Det er klart at psykofarmaka er livsnødvendigt for mange af fysiske årsager, eller der hvor den kognitive terapi ikke slår til. Men tunge kritikere som Poul Videbæk er allerede på banen og han har selvfølgelig en pointe i at det kan være farligt kun at støtte sig til det subjektive. Men er det nogensinde sket? Har den kliniske tilgang ikke vundet slaget for længst? Hvor mange læger kan I nævne der bruger kognitiv terapi før medicin?

Vores system er gearet til lette løsninger der bider sig selv i halen samfundsmæssigt. Det er stjernedumt og synd for dem det går ud over.

Kritikken er ikke af Poul Videbæk, af specifikke læger eller behandlingsmetoder. Men af et system der får lægerne derud hvor de bliver nødt til at fokusere ensidigt.

Spørg os der lider eller har lidt. Kan I finde flest der føler sig velbehandlet eller fejlbehandlet?

Hvis du er interesseret:
Artikel i Politiken med Peter Gøtzsche – om hvordan du holder lægemidlerne fra livet

Interview med Poul Videbæk fra hans facebookside

Maleriet er et selvportræt og udtrykker følelsen af psykisk syge.

Selvportræt - følelsen af at være psykisk syg