Tag-arkiv: østershatte

Det er østershattetid

Det ville være synd og fjollet at brænde et stykke træ hvor der vokser almindelig østershat, den er nemlig flerårig og kommer igen. Tilberedt på panden med smør og krydderier, kan den være et lækkert og gratis substitut for kød.

Østershatte findes fra septemper til april, men højsæsonen er november, især december og januar. Dens overside er grå og undersiden hvid med lameller. Østershat dufter lifligt, syrligt og lidt som lakrids. Men lad endelig være med at indånde sporene da de kan give problemer i lungerne. Derfor skal de også opbevares ude. En anden slagside ved østershatte er at de, lige som særlige typer champignoner også kan ophobe tungmetaller. Derfor siges det at vi max må indtage fire måltider om året med disse type svampe. Det er meget fint med de anvisninger, men selvsamme løftede pegefinger står ikke på en dåse tun, på trods af at den også indeholder tungmetaller.

Så tjah.. jeg spiser glædeligt østershat flere gange om måneden og lader mig ikke tryne af offentlige og evigt foranderlige kostråd.

Hvad der også er foranderligt er skælhatten. Den har også sæson nu og kan også spises. Men modsat østershatten, kan den let forveksles med dødelige svampe.

Derfor vil jeg anbefale at gribe nissehuen og gå på østershattejagt lige nu. Den er let at kende og hvis skovejere skulle være så heldige at finde den på en stak brænde, så gem endelig stykket. Det kan give svampe igen til næste år og måske et par år frem.