Tag-arkiv: veganer

Halvårsstatus – fra syg til rask

Gullig hud, små bumser og knopper, refluks så jeg harkede som en sømand og dårlig dårlig mave. Charmerende ikke! Det er ikke lige den udgave af en selv man har lyst til at flække i byen med. “Hej, må jeg sidde ved siden dit toilet mens I andre tager kaffen ved bordet? Just in case”. Og som om det var det eneste. Jeg har haft blærebetændelse i 30 år og fået 2-4 antibiotikakure hvert år hele mit liv.. tak læger, det var sikkert velment. De har villet operere mig, lade mig gå med kateter, sagt jeg skulle holde mig fra sex og kolde sæder, sagt jeg skulle drikke tranebær juice og tørre mig fra for til bag. Det er så fedt at få de råd som kroniker på det tredivte år. Jesus Christ for helvede..  tør jer selv fra for til bag og glem det dog!

Jeg har ikke haft blærebetændelse i et år nu og det er IKKE lægernes fortjeneste.

Men tilbage til sygehistorien. Det er altid topdollar at høre om andres lidelser… ikke?

Jeg har lidt af angst. Generaliseret angst, panikangst og agorafobi. Jeg har vitterligt været psykisk syg og været bange for at jeg blev skør. Men jeg har også prøvet at være psykisk rask med kognitiv funktionsnedsættelse som dårlig hukommelse og koncentrationsproblemer. Det er to meget forskellige ting. Sidste vinter var jeg ikke angst. Men læste jeg en side i studiebogen, havde jeg glemt det lige så snart jeg bladrede videre til næste sige og jeg måtte sygemelde mig fra studiet. Der kom en kær veninde på besøg og jeg kunne ikke en gang huske hvad hun hed. Jeg kunne ikke huske hvad jeg skulle når jeg vågnede og samtidig var flere i en facebookgruppe blevet enige om at jeg havde borrelia. Det lød plausibelt. Jeg havde jo faktisk migrans og fået behandling mod det hos den praktiserende læge året forinden. Jeg har endda fjernet flåter fra mit legeme årligt fordi jeg ofte ligger med røven i skovkanten og sanker.

Men symptombilledet forvirrede. Var det stofskifteproblemer, var det træthedsyndrom eller borrelia? En anden læge mente bare jeg var i overgangsalderen (jeg er 36 år da jeg besøgte hende i april 2016).
Begrundelsen var at min menstruation var forsinket med en uge til 14 dage hver gang den skulle komme. Jeg havde voldsomme hævelser i bryster og ømme lymfekirtler ved både hals, i armhulerne og i lysken i flere dage inden den kom. Jeg havde også følelsen af at blærebetændelsen kunne vende tilbage ved hver cyklus.

Mine stofskiftetal var lidt lave, jeg havde anæmi og jeg svimlede rundt. Faktisk har jeg haft mange symptomer siden 2012 hvor det pludselig ikke kun var blæren der drillede men også alt muligt andet.

Jeg har haft irritabel tyktarm så længe jeg kan huske og det blev diagnosticeret da jeg var 18 år. Samtidig har jeg en udvækst i hoften, skoliose, uretha abnormal og skøre tænder.

Til sidst i sygeperioden sov jeg nærmest hele tiden. Mine ben og arme sov og jeg havde nerveforstyrrelser i især venstre ben. Mine ben gjorde herre nas – især hele formiddagen og værst om morgenen. Jeg måtte sove med noget om venstre ankel for at den kunne falde til ro. Jeg havde jernsmag i munden og mine tænder sad løse.

Lægerne mente det var psykosomatisk. Jeg var funktionelt lidende. På trods af anæmien, de 30 år med blærebetændelsen, den gule hud og allergiudfaldene. Nej der var ingen sammenhæng mente de. Jeg prøvede andre specialister. Radiodoktoren som jeg har str tillid til, mente jeg skulle komme til en specielafdeling i riget som tog sig af medfødte stofskiftesyndromer. Jeg blev bange. Jeg mistede håbet. Hørte jeg under “cretinism” segmentet? Jeg har da heller ikke den flotteste hovedform, men altså ligefrem have medfødt handicap i det omfang. Jeg passede desværre også på beskrivelsen af hypothyroidisme og jeg begyndte at kæmpe for retten til naturlig thyroid. Senere gav jeg op, fordi jeg simpelthen ikke ville tro på at jeg skulle have medicin resten af mine dage. 

I fire år har dyrket urter, prøvet forskellige urtekure og variationer. Jeg har juicet og jeg har prøvet forskellige eliminationskure. Først glutenfrit, så paleo, så pescetarisme og nu som “naturganer”. Kort forklaret, en der ikke spiser forarbejdede fødevarer, store dyr, korn, mælkeprodukter og æg, men som holder sig til modne frugter og grøntsager, med afstikkere som lidt vildt laks. Jeg spiser det Anthony William anbefaler og raskheden begynder at melde sig. Jeg føler mig som et nogenlunde frit menneske igen.

Mine fødevareallergier har endda lagt sig. Jeg kan spise tomater igen, jeg kan endda komme til at falde i med kornlignende produkter uden at få blærebetændelse! Jeg har ikke haft nældefeber eller knopper i flere måneder nu.
Jeg er kommet af med hovedbundseksemen, med refluksen, den gule hud, mit blodsukker holder sig mere stabilt fordi jeg græsser, jeg skider stabilt, mit hjerte banker stabilt. Hallo! Maskineriet kører næsten som smurt igen! Der har ikke været arytmier længe. Der har heller ikke været “galoppuls” siden. Altså den der hvor man ligger i sengen og er helt rolig, ikke bange for noget og måske optaget af en bog og så lige pludselig begynder hjertet bare at arbejde som mishandlet og som om at man utrænet har kastet sig ud midt i en idiotisk ironman.

Jeg mangler stadig at få morgensmerterne i benene til at forsvinde helt. Jeg har stadig lidt træthed, men min kognition fungerer fint igen og jeg kan oven i købet huske hvad jeg skal handle uden en dosmerseddel – hurra.

Jeg er slet ikke så natteblind mere og jeg er heller ikke så lysfølsom længere. Min søvn er stabil. Jeg lægger mig til at sove, bogstaveligt talt. Jeg har ikke længere iskolde og klamme fødder. Mine hænder er også blevet varme.

Jeg er blevet så rask nu, så jeg langsomt er begyndt at kunne motionere igen.

Behøver jeg at fortælle hvor gradefærdig jeg er? Altså af taknemmelighed. Inden længe har jeg måske gang i malerpenslen og er med på alle livets hylder igen.